En klient kom til the
I sidste uge fik jeg besøg af en tidligere klient. Det var ikke en konsultation; vi fik bare en kop the sammen og en snak om fremtiden. Min klient mistede sin mor som helt ung. Vi har i terapirummet talt meget om, hvordan det opleves at miste dem, som vi er nært knyttet til. At det bliver svært, når mor dør. Nu er den seje unge kvinde færdig med sin uddannelse – en ny fremtid og virkelighed venter.
Min klient har været en kæmpe inspirationskilde for mig. Hun er dygtig, reflekteret og et dejligt menneske at samtale med. Jeg tænker ofte på hende, når jeg sidder med andre klienter med sorg-tematikker.
Også da jeg mistede min egen mor til kræften i maj 2020, sendte jeg min klient en venlig tanke. Nogle af de gode mestringsstrategier, som vi havde talt om i klinikken, måtte jeg selv tage i brug.
Få et lille kig ind i min egen proces og få inspiration til, hvad man kan gøre for at lande et trygt sted igen.
Afmagt – når man ikke kan hjælpe
I min familie var vi 4 søstre, der formåede at stå sammen i den allersidste tid. Vi bor i hver sin ende af Danmark med hver 2 timers kørsel til mine forældres hjem på Sydfyn. Vi kunne derfor ikke lige ’kigge ind forbi’ men måtte i vid udstrækning ringe sammen under min mors sygdomsforløb. Derfor blev det ikke tydeligt for os, hvor syg vores mor var blevet af kræften. Hun deltog i en 30-års fødselsdag for hendes første barnebarn d. 1. marts 2020. Derefter gik det hurtigt ned af bakke. Mor blev erklæret terminalpatient midt i april – og den 15. maj tog hun sit sidste åndedræt: mor dør!
Da gik op for os, at kræften var nået hjernen, meldte vi os alle 4 under fanerne for at hjælpe til. Det nåede desværre ikke at blive ret meget, vi børn fik lov at bidrage – for det var midt i en Coronatid. De første uger fik vi slet ikke lov til at komme ind i huset til vores forældre. Vi måtte heller ikke komme med på hospitalet som pårørende. Da vores forældre er født i en tid, hvor man ikke skal ’ligge nogen til last’, passede det dem vist udmærket. De ville gerne klare sig selv, så godt de nu kunne. Det respekterede vi – og det efterlod os samtidig med en følelse af afmagt og frustration. Når mor dør, er det godt at få lov til at hjælpe.
Omsorg og tid sammen lindrer
Den søster, der boede tættest på mor, havde også bedst mulighed for at bidrage. Hun købte proteindrik, kørte på apoteket – og kom med lidt suppe eller øllebrød et par gange om ugen. Hun var på godt og ondt med gennem hele processen fra vores mor blev erklæret terminalpatient til hun døde 4 uger efter. Det var rædselsfuldt for os andre at stå på sidelinjen og se mor forsvinde, uden af vi kunne besøge hende. Vi hungrede efter nærvær; bare at kunne sidde hos hende og holde hende lidt i hånden. Vi ønskede, at vi kunne få lov til give hende en lille smule af den omsorg, som hun selv fik alt for lidt af gennem hele sit liv.
Fysisk nærvær og kontakt i den sidste tid lindrer smerten både for den syge – og for de pårørende.
Fællesskab og samhørighed
Vi søskende lejede et sommerhus lige i nærheden af mine forældre i en hel uge. Vi isolerede os fra Covid-19 og samledes der uden mænd og børn. Vi græd, grinte og fortalte røverhistorier fra gamle dage. Vi genbesøgte gamle minder og talte om, hvordan en fremtid ville være uden mor. Vi gik lange ture, delte frustrationerne og et glas vin eller to. Vi kunne trøste hinanden, når smerten overvældede os. Med sommerhuset som udgangspunkt kunne vi også bedre få hjemmehjælp og sygeplejerske ind i processen til støtte for vores far. Hvis mor havde en lille stund, hvor hun var frisk, kunne vi besøge hende for en kort bemærkning.
Den stund i sommerhuset gav os mulighed for at bearbejde sorgen sammen allerede inden mor døde. Og den gav os en følelse af fællesskab og samhørighed, som vi kunne bære med ind i eftertiden.
At sige farvel – og give slip
Den sidste uge inden mor dør kastede min far håndklædet i ringen, og vi fik lov til at hjælpe med at passe vores mor. De havde heldigvis et stort hus, så vi kunne overnatte sammen eller på skift. Selv tog jeg plejeorlov fra jobbet. Mor dør desværre allerede efter 3 dage. Der var mange praktiske opgaver i pasningen, og mor var ikke længere så frisk i hovedet. Alligevel lykkedes det os alle at få sagt farvel. Det blev ikke til lange dybe samtaler, men det var vores mor heller ikke til. For os var det en gave bare at sidde ved hendes seng eller ligge i sengen ved siden af og se på hende.
Den pludselige død ryster os og er sværere at acceptere. Får vi lov at sige farvel bliver det lettere at acceptere døden og give slip.
Når det sociale samlingspunkt forsvinder
Efter at mor dør talte vi søskende om vores tab og bearbejdede sorgen sammen. Vi tog også far med ind i snakken. Vi hjalp til med at gøre mor i stand, sang hende ud og fik arrangeret en bisættelse. Alt til trods for at omstændighederne var vanskelige med Corona-restriktioner. Vi prøvede at holde fast i gode minder, som vi kunne vende tilbage til, mens vi langsomt gav slip på alt det, som vores mor havde været for os. Hun havde været et samlingspunkt – og sorgens sociale aspekter havde stor betydning for os og vores familiesammenhold.
I vores familie er vi os pinligt bevidste om, at vi søstre nu må deles om at være det ’sociale’ samlingspunkt.
Alt det vi har delt omkring mors sygdom og død, har knyttet os søskende tættere til hinanden, og vi har fået en bedre relation til vores far.
En vekselvirkning mellem smerte og fremsyn
I min egen sorgproces oplever jeg til stadighed, at der i sorgprocessen er en vekselvirkning imellem, at jeg rent følelsesmæssigt skiftes til at ’besøge’ relationen til min afdøde mor med taknemlighed for det, som vi har haft sammen. Dels konfronterer jeg den nye virkelighed: smerten ved tabet, savnet af mors stemme. Jeg kan ikke længere lige tage telefonen og ringe til hende, for at dele en oplevelse eller spørge til en opskrift.
Det er helt klart fristende, at spring den sidste del over… at fornægte tabet, at undgå sorg-følelsen. Men når jeg ser vilde violer eller spiser æblekage, så mærker jeg savnet af min mor – og jeg kniber måske en tåre.
Det vi har været sammen om, har knyttet os søskende tættere til hinanden – og vi har også fået en bedre relation til vores far.
Som det foreslås i to-sporsmodellen af de to hollandske sorgforskere Margaret Stroebe og Henk Schut (1999) er sorg ikke udelukkende en indre følelsesmæssig proces; de sociale konsekvenser af tabet er af væsentlig betydning for hvordan vi bearbejder og tilpasser os tabet af en afdød nærtstående person.
Sorg er en kompleks proces – og det er forskelligt, hvordan vi bearbejder sorgen. En konfrontation af tabet er jf. min erfaring altid gavnlig for den efterladte, fordi smerten kan være så overvældende. Jeg har haft klienter, der har mistet deres børn – eller deres ufødte børn. Der har jeg haft gavn af at bruge modellen. Vi har arbejdet med en vekselvirkning, hvor sorgen over tabet tilladesat være med over en længere periode – en nødvendighed for at heling kunne ske.
Sorg – og den nye virkelighed
Der er i to-spors-modellen ikke anført en præference for én af de to processer. Det er naturligt og nødvendigt, at der sker en vekselvirkning mellem konfrontation og undgåelse over tid og i en uafgrænset proces. Det er nødvendigt at sørge, græde og mærke savnet på en ene side – og finde sig til rette i den nye virkelighed på den anden side for at genfinde balancen over tid (Stroebe & Schut, 2001).
Et minde for livet
Mine klienterne har ofte brugt små rekvisitter, symboler på relationen til den de holdt af for at holde fast i den over tid, f.eks.:
- En halskæde med en vedhæng i form af et hjerte, engel eller en lille bjørn
- En figur, f.eks. et lille barn eller en engel, der pynter på reolen
- Et billede i pungen eller i en halskæde
- En tatovering
- Lidt tøj, der dufter af den, der gik bort